Reformen af beskæftigelsesindsatsen bliver ofte omtalt i store ord: frisættelse, forenkling, fokus på job, effektivisering, digitalisering. Men sideløbende fylder også spørgsmålet: Hvad mister vi undervejs? Mister vi tid, relationer, faglighed – og blikket for det menneske, der faktisk skal i job?
Det er ikke urimelige bekymringer. Men de er heller ikke uundgåelige konsekvenser. Her er fem følger, reformen ikke nødvendigvis behøver at have:
Reformen bestemmer rammerne. Samtalen bestemmer retningen.
Effektivisering behøver ikke gøre samtaler mindre personlige.
Digitalisering behøver ikke gøre faglighed mindre menneskelig.
Og fokus på job behøver ikke ske på bekostning af borgerens perspektiv.
Hvis vi vil have flere i job – og fastholde dem – skal vi holde op med kun at tale om det, de ikke kan. Og i stedet bruge tiden, teknologien og fagligheden til at tale om det, der faktisk kan bringes i spil.
