Sommeren banker på døren. Solen skinner, du kan dufte grillen fra naboen, høre børnene lege og fuglene synge – og alligevel sidder vi alle stadig på kontoret med kalenderen fyldt til randen. Men vi håndterer det vidt forskelligt.
Her er et kærligt, humoristisk og (måske lidt for genkendeligt) blik på, hvordan de seks adfærdstyper fra Praice tackler de sidste travle arbejdsuger, inden ferien kalder.
💛 Udviklende (gul): “Vi skal da lige nå en ny ide!
For den udviklende type er juni en fest. Sommeren vækker ekstra kreative impulser, og pludselig vælter det ud med gode idéer til nye projekter, workshops og tiltag, der lige kunne skyde i gang inden ferien.
“Hvis vi skynder os, kan vi jo godt lige få sat det her spændende nye koncept i gang i uge 27!” siger de begejstret, mens kollegerne panisk kigger på kalenderen.
Feriefølelsen? Den kommer, når idéerne er formuleret og sendt afsted — og måske liiige efter et par spontane kaffemøder i solen.
🧡 Inkluderende (orange): “Vi skal da lige nå at få alle med!”
Den inkluderende type har travlt med at sikre, at alle er okay. Alle kolleger skal være klar til ferie, der må ikke være dårlig stemning, og alle skal føle sig set og anerkendt inden de logger af.
De tager gerne lige et ekstra møde med HR om trivsel, arrangerer sommer-afslutning for teamet og sender små hyggelige beskeder rundt: “Husk nu at passe på dig selv de sidste dage!”
De får først rigtig ferie, når de er sikre på, at alle andre også er glade og trygge.
❤️ Tolerant (rød): “Vi skal nok klare det sammen”
Den røde type gyder olie på vandene, når stressniveauet stiger i takt med temperaturen. De smiler beroligende, samler kollegerne og minder om, at vi løfter i flok. “Det vigtigste er jo, at vi hjælper hinanden godt i mål.”
Indeni kan de dog godt mærke presset, når folk begynder at råbe lidt højt eller jagte egen vinding for at nå egne deadlines. Deres sommer starter først for alvor, når alle har sagt farvel i god ro og orden – og ingen er blevet kørt over på vejen derhen.
💜 Fokuseret (lilla): “Jeg skal bare lige have det sidste på plads!”
Den fokuserede type har fuld kontrol over hvad de ønsker gjort inden ferien — og det kan godt være meget her op til ferien. Der skal lige laves de sidste justeringer, finpudses nogle tal, og version 8 af rapporten er næsten klar. For den lilla handler det ikke om at være langsom — det handler om at gøre det grundigt.
De smiler venligt, når kollegerne snakker om badedyr og strandture, men tankerne kredser stadig om den ene lille detalje, der vil gøre projektet endnu bedre.
Først når alt er kvalitetssikret, dokumenteret og sat pænt på plads, kan ferien nydes med den allerbedste følelse: ro i systemet.
💙 Vurderende (blå): “Vi skal lige have det helt logisk på plads”
De vurderende bruger de sidste uger på at lave analyser af, hvordan efteråret bedst kan gribes an, hvordan processerne kan optimeres, og hvad vi bør gøre anderledes næste år.
De laver lister over forbedringsforslag og sikrer sig, at der er data til efter sommeren.
Deres ferie starter først for alvor, når strategien for august er klar, og Excel-arket er komplet med både plan A, B og C.
💚 Organiseret (grøn): “Vi følger planen – også selvom det er juni!”
Den organiserede type elsker faste planer – også op til sommerferien. Deadlines skal overholdes, opgaver skal afsluttes, og ingen får lov til at sløse sig igennem de sidste dage. De har lavet oversigter over hvem, der er på ferie hvornår, så der er bemanding på alt, og de tager gerne en ekstra runde med ferieplanlægningen, hvis nogen roder med deres skema.
De kan faktisk næsten begynde at nyde ferien allerede et par dage før, for de ved, at alt er under kontrol.
🎯 Er du mon kommet til at tænke på nogen, mens du har læst dette?
Måske dig selv? Måske dine kolleger? Sandheden er, at vi alle trækker på lidt af det hele, men det gør det jo netop sjovt og genkendeligt. Og mens vi alle på vores egen måde kæmper os igennem de sidste uger, kan vi heldigvis være sikre på én ting:
Sommerferien kommer – og den bliver velfortjent for os alle.
På forhånd god sommer derude!


