”I sidste ende handler det om at blive set”
Vi har haft fornøjelsen af at få lov til at interviewe Dorthe la Cour. Dorthe er uddannet jurist og journalist og har derudover mange års erfaring inden for dansk lokal- og regionalpolitik. Hun har arbejdet i produktionsvirksomheder, interesseorganisationer, på universiteter og hos rådgivende virksomheder. Med mere end 25 år i politik har hun haft mulighed for at arbejde med alle aspekter af offentlig forvaltning. Vi mødte hende til en snak om begrebet empowerment – og hvad hun mener, at et fokus på empowerment betyder for beskæftigelsesindsatsen.
Vi kan jo starte i helikopteren, hvordan definerer du empowerment?
Empowerment for mig er når man får forløst sine kompetencer – både de faglige, de personlige og de sociale – så man kan bidrage til en udvikling og et fællesskab og gøre noget bedre. Man kan blive empowered på forskellig vis. Det kan være via det arbejde og den position, man er i, eller via sin omgangskreds, som også kan inspirere en, eller man kan tage et kursus, osv. Jeg ser ikke empowerment som en statisk følelse eller tilstand, man kan opnå, og så er man én gang for alle empowered. Jeg tror snarere på, at man kontinuerligt i livet skal ”forny” sin empowerment gennem ny inspiration.
Hvad betyder empowerment for dig, når man taler beskæftigelse?
Det betyder et fokus på den enkelte borger som det absolutte udgangspunkt. Det betyder, at man skal være tæt på borgeren – og både nærværende og anerkendende i dialogen med borgeren. Man skal klæde borgeren på til selv at kunne tage kontrollen over sit eget liv og de beslutninger, der får indflydelse på det, som f.eks. den næste arbejdsplads. Det er i en vis udstrækning det modsatte af, hvad man i det offentlige har gjort førhen, hvor folk har skullet passe ned i en kasse, og hvor man har opereret med standardmodeller. Der har været en tendens til at møde folk med mistillid, voldsom kontrol og en ”one-size-fits-all”-tilgang, som ikke gavner hverken individet eller kommunens bundlinje. Man skal kigge på den enkelte, også i den hjælp, man giver. Sandheden er jo, at vi alle sammen er forskellige, og den diversitet skal både anerkendes og bevares.
Hvad forudsætter det, hvis man som beskæftigelsesaktør vil arbejde med empowerment?
Lige her er det vigtigt at have målgruppen for øje, og ikke mindst deres situation. Hvis man er udenfor et arbejdsfællesskab, så går der ofte ikke ret lang tid, før man glemmer sine egne kompetencer og ikke længere føler sig empowered. Samtidig er man typisk heller ikke et sted som ledig, hvor man kan ”forny” sin empowerment på anden vis. Her er det vigtigt, at man ikke kommer ind i systemet og får en voldsom oplevelse med alle de krav og regler, der er. Jeg kunne godt tænke mig, at mødet med systemet affødte en følelse af berigelse i stedet. At jobcenteret var et sted, hvor man med begejstring kunne gå ind og føle sig tryg i, at man var indtægtssikret, og hvor man blev mødt af mennesker, hvis støtte og hjælp var både personlig og nærværende, og hvor man i fællesskab kunne hjælpes ud af sin ledighed. Hvor vi taler succeshistorier – og altid med afsæt i den enkelte.
Med til det hører naturligvis, at man som beskæftigelsesaktør skal facilitere processen, hvor borgeren trænger til hjælp. Hvis man skal trives, skal man vide, hvad man er god til, hvor man kan udvikle sig, og hvor det knaser. Det gælder i livet som helhed, men også når det kommer til arbejdsmæssige styrker – både de hårde og de bløde kompetencer. Det er og skal vedblive at være et nøglefokus, når man arbejder med beskæftigelse. Empowerment er vigtig. Det er den, for så bliver man set – og det er jo dybest set dét, det hele handler om.
