Skip to main content

Julen er en tid, hvor vores forskelligheder godt kan komme til udtryk – lige fra gaveindkøb til julefrokoster og hyggelige (eller kaotiske) familiebegivenheder.

Med inspiration fra Praice’s adfærdstyper kan vi forudsige, hvordan hver type sandsynligvis agerer i juletiden. Her får du en humoristisk guide til forventet juleadfærd for hver af de seks adfærdstyper:

Den gule adfærdstype: Julefestens kreative sjæl

Den gule type elsker at bringe noget nyt til bordet. Står de for julefrokosten, kan du nok forvente, at der bliver tænkt godt ud af boksen i forhold til både lokation, koncept og tema. De vil nok også bruge meget energi på at brainstorme på anderledes gaveindpakninger og kreative dekorationer. En typisk replik fra en gul adfærdstype: ”Kan vi ikke skifte gavebyttelegen ud med noget, hvor vi alle skal freestyle et sjovt indslag?”

Og så en kærlig advarsel: De kan blive frustrerede, hvis juletraditionerne er for rigide eller uden plads til improvisation. Der skal være plads til spontanitet!

Den orange adfærdstype: Social juleentusiast

For den orange type handler julen om samvær. De organiserer gerne spontane gløgg-aftener og vil sørge for, at alle deltager. De er også gerne midtpunktet og sætter gang i jule- og pakkelege. En typisk replik fra en orange er: ”Kom så, alle sammen! Skal vi ikke synge en julesang? Jeg starter! Det kommer til at blive megagodt!”

Og så en kærlig advarsel: De kan hurtigt kede sig, hvis stemningen bliver for stille eller formel. De kan lide at skabe ægte begejstring!

Den røde adfærdstype: Julehygge-eksperten

Den røde type er julehyggen personificeret. De sikrer, at alle føler sig velkomne, og at der er nok æbleskiver og klejner til alle. De elsker at samle familien og vil sætte en ære i, at juleaftenen er en harmonisk oplevelse for alle. En typisk replik fra en rød adfærdstype: ”Har du fået nok gløgg? Jeg henter også lige en ekstra skål pebernødder.”

Og så en kærlig advarsel: Konflikter og stressede situationer kan være svære for dem at håndtere, så pas på med at diskutere politik hen over andestegen.

Den lilla adfærdstype: Den grundige perfektionist

Den lilla type elsker detaljerne og vil gå langt for at sikre, at alt er perfekt. De kan bruge timevis på den helt rigtige julepynt og den helt rigtige gaveindpakning, og de finder også den helt rigtige julevin efter grundig research. De deltager gerne i julens aktiviteter, men nyder også de stille stunder ind imellem. En typisk replik fra en lilla adfærdstype: ”Hvor mange her kender egentlig historien bag risalamanden? Jeg har også læst lidt op på, hvor folk er uenige omkring ingredienserne til den.”
Og så en kærlig advarsel: For mange sociale krav på én gang kan få de lilla adfærdstyper til at søge roen i køkkenet eller hjørnet med en bog.

Den blå adfærdstype: Den analytiske traditionsvogter

Den blå type elsker og sætter pris på at hylde traditionerne. De dukker op til tiden og sætter pris på, at tingene er velorganiserede. Selvom de ikke nødvendigvis selv tager styringen på alt det praktiske, vil de hurtigt bemærke, hvis noget afviger fra det traditionelle. En typisk replik fra en blå adfærdstype er: ”Nu er der styr på, hvem der pakker gaver ud først, ikke? Vi plejer at ...."
Og så en kærlig advarsel: Kaotiske eller ustrukturerede julearrangementer kan irritere dem – så hold dig helst til planen.

Den grønne adfærdstype: Juleplanlæggeren

Den grønne type er julens organisator. De har styr på alt fra indkøbslister til bordkort og kender tidsplanen for julemiddagen ned til sidste minut. Deres evne til at eksekvere planerne fejlfrit er imponerende.
En typisk replik fra en grøn adfærdstype er: ”Jeg har lavet et Excel-ark til julebudget og gaveindkøb, inklusiv et separat faneblad til julemenuen med tidsplan og tilhørende opskrifter.”
Og så en kærlig advarsel: Pludselige ændringer kan stresse dem – det kan derfor være bedre at lade dem styre slagets gang.

Uanset adfærdstype (de fleste af os trækker på en kombination af dem) og uanset om du er til spontane julelege eller minutiøst planlagte traditioner, har hver adfærdstype noget unikt at tilføje til julen. Det skal vi sætte pris på og netop nyde ved hinanden.

Og ja, det er ikke nødvendigvis nemt med forskellighederne – men ved at forstå hinandens forskelligheder kan vi skabe en jul, hvor alle trives – og måske endda undgå stress, selvom det er december.

Fra vores side skal der lyde de største ønsker og en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår!

Tina Norregaard

Author Tina Norregaard

More posts by Tina Norregaard