Kære læser,
Det skete uden varsel. Ét øjeblik sad vi og brainstormede over kaffekoppen, frit og fabulerende – næste øjeblik var hun væk. Højre hjernehalvdel. Den farverige, intuitive, følende, kreative partner. Puf. Forsvundet. På ferie i Toscana, måske. Måske lavede hun bare lerkrukker i Portugal og skrev digte i skyggen af et oliventræ. Og hvem blev tilbage? Moi. Venstre hjernehalvdel. Strukturens vogter. Systemets søjle. Dronningen af Excel.
Alt er sat i system. Og det virker. Cirka.
Jeg udarbejdede straks en plan. Time for time. Med farvekoder. Jeg lavede en underplan for selve planen og en backupplan, hvis den første plan skulle fejle. (Hvilket selvfølgelig ikke kunne ske, men man kan jo aldrig være for forberedt.)
Indkøb? Klaret. Madplan? Optimeret til både ernæringsbehov og køleskabets flow. Tøjvalg? Effektiviseret i et farvemæssigt rotationssystem med høj praktisk værdi og lav emotionel støj.
Følelser? Dem gemmer vi til senere. Måske fredag kl. 18.45.
Møder – som Gud (og Outlook) ville det
Uden højre hjernehalvdels idémylder kunne vi endelig holde effektive møder. Ingen spontane sidespor, ingen “Hvad nu hvis vi lavede det som en dans?” eller “Tænk, hvis brugerrejsen var en følelse!”. Nej, tak. Vi holdt os til dagsordenen. Der blev refereret. Der blev opfulgt. Der blev leveret.
Men… lidt stille var det faktisk. Ingen grinede. Ingen tegnede noget i margen. Ingen brugte ordet “vibe”.
Alt fungerer. Men føles det som… liv?
Det hele spillede. På papiret. Men da jeg en aften forsøgte at finde på noget “sjovt” til madpakken, skrev jeg: “kalkuleret overraskelse – lav to identiske wraps, men byt rækkefølgen af fyldet”. Der gik det op for mig: Højre hjernehalvdel – kom hjem. Jeg har farveblyanter, jeg ved ikke, hvordan man bruger.
Kære højre – kom hjem, og tag dine krøller med
Jeg har holdt butikken åben, som du ville have det. Ingen drama. Ingen glitter. Men du mangler. Jeg savner dine skæve indfald og følelsesbaserede katastrofeprognoser. Jeg savner din evne til at finde sammenhænge, hvor jeg kun ser kolonner. Jeg savner, at du græd lidt over en reklamefilm og sagde: “Måske er løsningen bare kærlighed?”
Så når du er færdig med at skrive haiku og drikke naturvin, så kom hjem. Jeg har sat tid af til det – tirsdag kl. 15.40. Men bare rolig, jeg er fleksibel (+/- 3 minutter).
Kærlig og lidt mekanisk hilsen
Venstre hjernehalvdel – midlertidig leder af fornuftens diktatur
