Skip to main content

Man skal ikke have tilbragt særlig lang tid med nogle af os fra Praice, førend man hører os tale om vores absolutte hjertesag: at alle mennesker er bevidste om og tror på deres eget potentiale og den værdi, de skaber – blot i kraft af at være sig selv. Det er jo i virkeligheden det ønske, der ligger til grund for hele det redskab, vi bygger.

Den hjertesag deler vi med mange både kunder, samarbejdspartnere og netværkskontakter, og sammen kan vi glædes, når de borgere, vi servicerer, igen – eller måske for første gang – får syn for, hvilke styrker, de faktisk besidder.

Nogle borgere kan ret nemt boostes, for andre er vejen længere. Og så er der samfundets allermest sårbare. De allermest udsatte. Nogle af dem, der kender rigtigt godt til netop denne gruppe mennesker, er Hans Bøgehøj og Rolf Eggert. Gennem deres virksomhed, Mønsterbryderakademiet, har de gjort det til deres levevej at løfte netop de allermest udsatte i vores samfund.

Vi har haft fornøjelsen af at møde dem til en snak om tro og betydningen af tro for at kunne rykke noget i et menneske. Om hvad der skal til for at booste de mest udsatte borgeres tro på sig selv og egne evner.

Tro forudsætter accept og forståelse

“De fleste af de borgere, vi får henvist i opbygningsforløb, har typisk slået sig på livet. Nogen har måske gjort dem fortræd, eller nogen har glemt at tage sig af dem, Mange har psykiske problemer, misbrug, lever et liv i kriminalitet, og så har de typisk siddet længe fast i systemerne,” fortæller Rolf. “Vi møder dem, hvor de er, og sammen med dem begynder vi at kigge på årsagen til, at de er, hvor de er. Det handler om at få dem til at acceptere, forstå og forene sig, så de faktisk tror på, at de kan et eller andet og kan få et bedre liv. De fleste af dem har aldrig mødt et menneske, der troede på dem. En stor del er det relationelle arbejde, så de tør at gå med os.”

Hans nikker og tilføjer: “Vi tror på alle dem, der går ind af døren. Det afføder, at de med tiden også stille og roligt begynder at tro på, at de kan gå fra et sted i deres liv, hvor de godt kan navigere – det kriminelle miljø, miljøet på kanten – til et liv i hvad der for dem er en helt ny verden.

I den ny verden har de ingen, og de har ingen værktøjer – tror de! Men lidt efter lidt ser de, at de for eksempel godt kan holde øje med klokken, eller komme op, når vækkeuret ringer. Stille og roligt kommer der flere og flere ting på spisesedlen over, hvad de godt kan.”

En hjælpende hånd – og så kommer meget fra dem selv

“Det, der sker, i sådan et forløb, hvor man begynder at hjælpe folk til at få det bedre,” forklarer Rolf, “er, at de jo faktisk selv begynder at gøre alt det, vi gerne vil have dem til. Det finder de selv ud af. Det dukker op af sig selv i drømme, når man fjerner de forhindringer, der er. Det ender jo med, at det er dem selv, der ønsker det – og ikke dig eller mig eller kommunen. Det er hele forskellen – det er dem, og ikke os. De skal bare turde at gribe ud efter det. Det kræver, at vi tror på dem, så de også tør tro på sig selv.”

“Hvornår stopper du med at stjæle og ødelægge ting?” spørger Hans retorisk. “Det gør du, når du føler dig som en del af noget, når du bliver inkluderet. Hvorfor skulle du ødelægge din ungdomsskole, hvis du kunne få lov til at komme der. Du smadrer heller ikke rampen, hvis du selv er en del af den gruppe, der står på skateboard.”

Får man chancen, kan det ændre alt

“For mange af de her borgere, ændrer det hele deres liv, hvis de lander i et job, får en indtægt og får følelsen af at kunne det samme, som alle os andre. Man kan finde sig selv sidde fast i myldretrafikken og faktisk smile over det, fordi man jo holder der med alle de andre, der skal hjem fra arbejde. Man er en del af noget. Alle de der hverdagsting. At opnå noget og have succes med noget, der aldrig er lykkedes før, det kan man aldrig sætte ord på. Det ændrer alt.”

En gevinst for arbejdsgiverne

Rolf og Hans oplever, at mange virksomheder stadig har betænkeligheder ved at give de udsatte en chance. “De fleste i dag har det sådan lidt, at de vil godt “give dem en chance, meeeeen” … Man tænker dem som noget andet, man ser dem ikke som ligeværdige.

Sandheden er dog, at de bedste kolleger man kan få, er dem, der kommer fra kanten og bliver sluset ind i samfundet, fordi de bliver simpelthen så loyale. Og så er de taknemmelige. Den her følelse af ”det lykkedes for mig, og der var nogen, der hjalp mig – nu skal jeg edder… vise dem, at jeg kan!” … det giver gevinst. De tager ingenting for givet, ofte fordi de aldrig har fået noget forærende.”

 

Mønsterbryderakademiet er en anden aktør, der specialiserer sig i individuelle forløb for samfundets allermest udsatte borgere.

Grundprincipperne i deres arbejde består i at møde folk uden fordomme og med stor nysgerrighed omkring at finde ind til, hvorfor folk er landet, hvor de er.

De opererer med en evig tro på den enkelte uanset udgangspunkt og så møder de alle borgere præcis, hvor de er.

Tina Norregaard

Author Tina Norregaard

More posts by Tina Norregaard