Skip to main content

Et godt samarbejde er en forudsætning for de bedste resultater og den størst mulige trivsel. Vi ved det alle, og vi samarbejder ofte og velvilligt med det fælles mål i sigte.

Alligevel går det af og til galt. Misforståelser, frustration, forudantagelser mellem deltagerne, for hård en tone, for lidt gennemslagskraft, for lidt beslutningkraft, for megen snak og for lidt handling, forkerte læsninger af behov, osv. Listen er desværre lang.

Meget af det kan dog afhjælpes, hvis vi på forhånd har viden om hinandens soft skills, kan spille hinanden gode og på den måde trække på det allerbedste hos hver af deltagerne. Og det bedste ved det hele er, at man i processen får større forståelse for hinanden, hvilket eliminerer den frustration, der opstår, når en kollegas adfærd ikke for én selv giver mening.

Her følger de største styrker for hver af Praice’s seks adfærdstyper i forhold til at skulle samarbejde:

Den gule adfærdstype: "Jeg elsker, når der sker noget nyt"

Den gule type elsker at bringe noget nyt til bordet, og de løber sjældent tør for idéerne til nytænkningen. De er gode til at vende ting på hovedet og se synergier, som andre ikke umiddelbart havde tænkt over. Samtidig er de gode til at sørge for at der bliver rykket på ting, så arbejdet også skrider fremad.

Den orange adfærdstype: "Jeg ser det, der virker"

Den orange type er god til at læse sine meddeltagere og spotte, hvad de hver især bedst kan spille ind med. De er ofte optimistiske og både spotter og anerkender succeser undervejs, hvilket sikrer en positiv og behagelig stemning igennem samarbejdet. Og så er de gode til at påvirke andre i en given retning.

Den røde adfærdstype: "Jeg sørger for, at alle bliver hørt"

Den røde type er meget demokratisk anlagt og er derved med til at sikre, at alle i et samarbejde bliver hørt. Samtidig er de udprægede holdspillere og bridrager ofte til, at der også er en tryg stemning og en venlig tone undervejs. De er meget fleksible og går langt for at hjælpe, når der skal tages fat.

Den lilla adfærdstype: "Jeg har styr på detaljerne"

Den lilla type sætter en ære i at der er styr på selv de mindste detaljer. De er ambitiøse, og de nyder at få lov at fordybe sig i arbejdet omkring de nuancer og den dybde, der sikrer det allerbedste resultat. De har ikke noget imod at være en del af et team, men foretrækker nok at få lov at trække sig, når de skal udarbejde deres personlige bidrag til projektet.

Den blå adfærdstype: "Jeg er god til at tænke tingene igennem"

Den blå types største styrke er deres evne til at tænke - til at gennemtænke alle elementer i en proces, opveje fordele og ulemper og analytisk være med til at determinere den rigtige retning og den rette beslutning. Det kan kræve, at der skal stilles svære spørgsmål undervejs, men de blå typer er også netop gode til at finde afvigelser.

Den grønne adfærdstype: "Jeg eksekverer og når i mål"

Den grønne type er ofte den, der i sidste ende får hjulet til at dreje. Er der noget, de grønne kan, er det nemlig at eksekvere. Når der er en plan og en proces på vej (som de også gerne bidrager til at lave) kan ingen eksekvere så pålideligt og effektivt, som de grønne. De giver deres ord, når tingene til tiden hver gang - og altid i 100% overensstemmelse med det aftalte.

Lyder noget af dette bekendt? Enten fra dig selv eller fra dine kolleger? Sandsynligvis vil flere af typerne være bekendte – for både og selv og vores kolleger. Sandheden er nemlig, at vi oftest trækker på flere af adfærdstyperne og vil derfor kunne spejle os i en eller flere af ovennævnte beskrivelser.

Det er dog vigtigt at kende til dem alle – også så man i stedet for f.eks. at lade sig irritere over sin “blå” kollegas evige evne til at skyde alle idéer ned fra start, i stedet anerkender dem for det positive, de samtidig er: nemlig supergode til at sørge for, at det vi launcher er gennemtænkt. For eksempel.

Indsigten i hinandens soft skills alene kan dog ikke redde alting, for det er ikke nok at konstatere, at vi er forskellige. Vi må naturligvis også skrue lidt på os selv og vores naturlige adfærd for at kunne give plads til at andre kan blomstre med deres. Når det sker, er det til gengæld også dér, hvor samarbejdet bliver allerbedst.

Tina Norregaard

Author Tina Norregaard

More posts by Tina Norregaard