Skip to main content

Når man er ledig og gennemgår den ene jobannonce efter den anden, kan det være fristende primært at kigge på stillingsbeskrivelsen, kravene til ansøgeren, beliggenheden for virksomheden og måske en oplyst lønramme. Man skal dog ikke glemme også at forholde sig til virksomhedskulturen i den virksomhed, man søger ind i.

Det er ikke ubetydeligt, om virksomheden primært er tilhængere af stabilitet og kontinuitet, hvis man selv er nytænkende og kreativ. Det er heller ikke ubetydeligt, om de vægter personlig udvikling højt eller ej, hvis man selv ønsker at dygtiggøre sig yderligere.

Ikke alle virksomheder er dog lige gode til at beskrive deres virksomhedskultur i jobannoncerne, så det kan være, at man som jobsøgende må lave lidt ekstra research – det kan for eksempel være via en eller flere af disse kilder:

  • Virksomhedens hjemmeside – tjek særligt sektionen “Om os”
  • Virksomhedens karriereside – den går ofte mere i dybden om virksomhedens prioriteter
  • Sociale medier – mange deler historier og oplevelser, der kan give et indblik i deres værdier og prioriteringer
  • Virksomhedsanmeldelser – Udbydere som Jobindex og Glassdoor er gode kilder til udtalelser fra andre, ofte tidligere, ansatte
  • Netværk – måske kender man nogen, der selv, eller som kender andre, der har arbejdet hos virksomheden

Alternativt kan man vælge at ringe til virksomheden og selv spørge. Spørg for eksempel: “Kan du beskrive virksomhedskulturen her?” eller “Hvordan vil du beskrive arbejdsmiljøet i virksomheden?”

Når man er klogere på virksomhedskulturen, kan man begynde at matche den op mod, hvad der for én selv er mest appellerende. Er man i tvivl om hvad det er, kan man med fordel oprette en – eller logge på sin eksisterende – Praice Profil, og se hvilke(n) adfærdstype(r), der er mest dominerende i profilen.

I det følgende redegør vi for det bedste match i virksomhedskultur for hver af de seks adfærdstyper i Praice. Vi gør det blandt andet ved at citere fra hvad der kunne stå i faktiske virksomhedsbeskrivelser – måske noget af det lyder bekendt?

Bedste match i virksomhedskultur for hver af de seks adfærdstyper

Den gule adfærdstype

De gule adfærdstyper er kendetegnede ved en høj energi, stor kreativitet og en forkærlighed for nytænkning. De bør derfor særligt holde øje med virksomheder, der beskriver deres kultur som f.eks. "drevet af en passion for innovation og udvikling." Det vil sandsynligvis også være et godt match, hvis virksomheden "stræber efter at være branchens førende inden for vores felt ved konstant at udfordre status quo og søge efter nye og bedre måder at gøre tingene på."

Den orange adfærdstype

De orange adfærdstyper er kendetegnede ved en stor interesse for andre mennesker, og for at spotte og udvikle mennesker. De vil derfor trives særligt godt i virksomheder, der "ser medarbejderne som den vigtigste ressource, og tror på at skabe et miljø, hvor alle kan trives." Det må meget gerne være nogen, der "fremmer en kultur af kontinuerlig læring og forbedring og opfordrer medarbejderne til konstant at udvikle deres færdigheder og viden gennem træning og videreuddannelse."

Den røde adfærdstype

De røde adfærdstyper er kendetegnede ved en stor tolerance, stor samarbejdsvillighed og masser af empati. Derfor matcher de særligt godt virksomhedskulturer, hvor man "værdsætter åbenhed, ærlighed og respekt i både interne og eksterne relationer og tror på at skabe en kultur, der fremmer inklusion, teamwork og samarbejde som nøgleelementer i vores kultur." De ville passe særligt godt ind i virksomheder, hvor man "tror på at lytte til medarbejdernes perspektiver og idéer og skaber et miljø, hvor alle føler sig hørt og respekteret."

Den lilla adfærdstype

De lilla adfærdstyper er kendetegnede ved en stor faglig stolthed og en forkærlighed for fordybelse og omhyggelighed. De vil passe særligt godt ind hvor man "stræber efter at levere enestående kundeoplevelser og står fast ved løftet om at levere høj kvalitet." Da de ofte er meget detaljeorienterede, vil de også matche virksomheder, der "sætter en høj værdi på præcision og nøjagtighed i alt, hvad de gør, og sikrer, at alle detaljer er korrekte og gennemarbejdede."

Den grønne adfærdstype

De grønne adfærdstyper er kendetegnede ved at være meget organiserede og gode til både at planlægge og eksekvere. De vil trives særligt godt, hvor man "tror på at opretholde velafprøvede metoder og processer og arbejder efter standardiserede processer, der er ensrettede på tværs af organisationen." Den grønne adfærdstype vil have det godt med at være "ansvarlig for egne opgaver og forpligte sig til at levere konsekvente resultater i overensstemmelse med virksomhedens standarder." Det skaber nemlig klarhed, reducerer variation og sikrer, at alle arbejder i samme retning mod fælles mål.

Den blå adfærdstype

De blå adfærdstyper er kendetegnede ved gode analytiske og strategiske evner, sans for afvigelser og en stor beslutsomhed. De vil trives særligt godt i virksomheder, hvor man "foretager omhyggelige overvejelser og analyser for at minimere risici og sikre stabilitet" og "tror på at træffe beslutninger baseret på omfattende data og dybdegående analyser." De kan i det hele taget godt lide data og ville elske at arbejde, hvor man "anvender data til at forstå markedsdynamikker, kundeadfærd og operationel effektivitet."

På denne måde kan Praice Profilen fungere som et værktøj til at identificere potentielle kulturelle pasformer – så man husker også at tænke denne faktor ind, når man vurderer om et job er godt for én.

Et match på kultur alene kan selvfølgelig ikke gøre det – men det kan være en vigtig komponent i at sikre en vellykket “integration” i virksomheden og også langvarig trivsel for både medarbejdere og virksomhed.

Held og lykke med at finde det gode match!

Tina Norregaard

Author Tina Norregaard

More posts by Tina Norregaard